Sukkerstop!!

Jeg er bange for at føde..

IMG_0792 (2)

Dette er faktisk et super ømt emne for mig.. Men jeg har brug for at kunne tale ud af posen og få luft for mine tanker
og bekymringer omkring det at skulle igennem en fødsel igen.

Da jeg skulle føde Filippa vidste jeg at den vigtigste person at have med til fødslen.. det var faktisk min mor,
for hvem kunne sætte mig på plads hvis min mund blev for grim, hvem kunne holde om mig,
støtte og heppe på mig på præcis den rigtige måde når jeg skulle ligge der i en situation som jeg aldrig havde prøvet før..
Det ville kun min mor kunne!
Hun har prøvet det hele før, og ville kunne give mig 100 % tryghed! Hvilket hun også gjorde!!

Jannik og hans mor blev tilkaldt til Sygehuset da jeg havde åbnet mig 6 cm og havde netop
fået min rygmarvsbedøvelse da de trådte ind, så der var alle de mange timers indtil forbi
og de så jo blot en træt og glad Daniella der ingen smerter havde.

Jannik nuppede min højre hånd og højre ben, min mor tog nakken fra venstre side og ja..
Anja/Janniks mor blev pænt bedt om at tage det sidste ben..
(Det skal lige siges.. vi var ikke kærester Jannik og jeg, Anja havde jeg mødt meget få
gange så hun fik da udsyn til hele forestillingen, hvilket vi alle fandt meget morsomt bagefter)

Vi fik sammen alle fire (nok mest mig), født Filippa, jeg kunne ikke have undværet en eneste af dem!

Men denne gang.. Når lille baby N, skal fødes.. der er jeg skræmt, ramt af frygt og bekymringer!
Sidste kendte jeg ikke til smerterne.. det gør jeg nu og nej jeg har på ingen måde glemt hvilket
smerte helvede det var at føde, (iiih simpelthen den bedste følelse) hold nu K**T det gør jo hamrende ondt..
ja det er den bedste følelse af få hende ud og se hende.. men at føde? ejnejnej..
bagefter skulle jeg syes pgr af nogle indvendige bristninger.. jeg kunne ikke sætte mig ned ordenligt i 14 dage!

Når jeg skulle tisse så sveg det som en i pokker at jeg begyndte at græde, måtte sidde og skille hele
fittenmissen ad for ikke at tisse på syningerne.. for søren da (undskyld for detaljerne!)

Og denne gang.. så er det bare Jannik og Jeg.. dvs. halvdelen af hvad vi var sidst til at føde!
Jeg frygter hvert forløb, hver en åbningsproces osv.  Hvem skal tage min nakke, rose mig, hente saftevand,
trøste mig, holde mine ben, og hænder.. Ja selvfølgelig skal Jannik men hvem ellers ?
Han støtter mig rigtig meget, fortæller mig skat du er så stærk, jeg ved vi to nok skal klare den fødsel og
det er helt op til dig hvordan den skal forløbe og hvem der skal med

Men inderst inde vil jeg jo bare gerne kunne klare det selv, bare ham og jeg!

Men den smerte.. hold nu ferie.. den skræmmer mig og gør mig ekstremt bange, har overvejet planlagt kejsersnit,
men ved jo godt der er følge smerter med også der og ikke at kunne løfte Filippa op når jeg har født pgr
af et sår der kan springe op.. det er simpelthen for egoistisk til jeg kan klare det..
(Det er ikke egoistisk at få PK, men det er min egen følelse overfor Filippa.)

Selvfølgelig skal vi nok kunne klare det, men jeg håber de har morfin, lattergas og en ordentlig omgang rygbedøvelse klar til mor her!

IMG_0804

Skriv en kommentar

  • Maja

    Er det også Jannick der er far til din første datter? Selvom du skriver i ikke er kærester på det tidspunkt 🙂 jeg er ny følger, så ved ikke så meget. Håber det er ok jeg spørger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • daniellasliv

      Det er helt okay at du spørger for det kan godt være lidt forvirrende. men Ja Jannik er far Til Filippa og til den kommende lillesøster, vi var ikke kærester da Filippa blev lavet eller da hun kom til verden, men da hun var to mdr. gammel der fandt vi sammen og har været sammen lige siden 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte Buus

    Det er helt naturligt at frygte noget der gør ondt. Men som jeg læser, så havde du et helt normalt fødselsforløb uden komplikationer for barnet.
    Ved din anden fødsel er du meget mere rolig og afklaret med hvad der skal ske og ved hvad der kommer til at ske. Jo mere du slapper i fødslen og tager imod veerne, jo mere arbejder din krop med dig. Og processen er meget kortere end første gang. Og jo, man kan godt mærke, at man har født bagefter, og hvad så? Du har lige født et barn, hvilket er skide flot, og noget du kan være stolt af. Og fødslen skaber også et særligt bånd til dit kommende barn. Du har kæmpet for at føde hende, ligesom du vil kæmpe for at passe på hende til evig tid bagefter.
    Men tag en snak med din jordemoder og fortæl om din utryghed ifm fødsel. Så kan i sammen lave en fødeplan, så du er tryk ved forløbet.
    I promise – det er piece of cake at føde 2. Gang ift 1. Gang. Denne gang ved du, at du klarer det, og at det nok skal gå. Tag imod smerten, og kæmp med den og brug den til at lære dig selv bedre at kende. Når det kun er dig og din partner denne gang – hvilket er langt rigeligt – så får i også et helt særligt bånd, ved at have delt denne oplevelse sammen – kun jer to. Du mærker, hvordan han træder i karakter og hjælper dig med alt hvad han kan.
    Jeg glæder mig til at læse din fødselshistorie til den tid 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykke Maj

    Hej Daniella 🙂
    Jeg var også rigtig bange for at føde anden gang. Min første fødsel tog 37 timer så jeg frygtede så meget at skulle igennem fucking 37 timer i smertehelvede igen. Mange jordmødre prøvede ag berolige mig med at det som regl går lidt hurtigere anden gang. Og det skal jeg da lige love for! 4 timer fra 1. ve – 3 presseveer og bum vores lille datter var født.
    Jeg håber det er noget der kan hjælpe dig på den ene eller anden måde. Om ikke andet så er du ikke alene om din frygt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Zandie

    Dejligt indlæg! Jeg frygtede selv fødslen og fik planlagt kejsersnit. Jeg var oppe og gå i løbet af 5 timer – og du kan sagens tage dit barn op selvom du har fået et planlagt kejsersnit 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sukkerstop!!