Hudløs Ærlig.

Mit sygdomsforløb.

im-sorry-hands

 

Jeg har altid været “hende den tynde”, små bryster, ingen numse, altid skulle have de mindste bukser, sådan var det altså bare.. Jeg var tynd og længere var den ikke!

Da jeg ramte mine teenageår ændrede alt i mit liv sig, jeg blev så umulig og min mor fortæller at intet kan være værre end da jeg var teenager, for hold da op jeg var virkelig frk. modsat! intet passede mig og når de sørgede for at det så passede mig.. så var det egentlig bare ikke godt nok! Jeg var utrolig opmærksomhedskrævende, og det passede mig bestemt ikke at komme i 2. række! Det skal lige siges at hver anden weekend var vi altså fem børn i min mors hus, så der skulle være plads til alle og jeg kunne ikke bare altid blive hørt og set.. eller det sørgede jeg i hvert fald for at jeg nok skulle blive!

Jeg søgte altid dem jeg følte var de seje, for var jeg sammen med dem så ville jeg jo nok egentlig også blive en af de seje, men overhovedet ikke.. for dem var jeg et nemt offer, jeg blev udsat for mobning, Happy Slapping ( Man filmer at en bliver mishandlet) og den person var mig, jeg søgte endnu dybere for at finde venner der kunne gøre mig sej, en dag kom jeg i kontakt med en fyr.. han var meget ældre end mig, men fik mig til at føle mig sej.. de andre synes jo egentlig det var tilgrin og ulækkert for så gamle var vi jo egentlig ikke.. Det var til grin..dybt tilgrin.. så meget tilgrin at jeg skulle søge til ældre, jeg var jo ikke klar til alt det han ville, hvilket resulterede i at jeg faktisk endte ud i en voldtægt..

Aldrig har jeg prøvet at føle mig så lille.. så ødelagt, misbrugt, tilgrin, latterlig og ikke mindst dum! Hvis jeg ikke havde prøvet på at søge til en ældre, for at skulle føle mig sej, så var dette aldrig sket! Jeg sov i mine forældres seng, jeg kunne slet ikke klare at være alene.. og det var her det hele startede, min cutting og min spiseforstyrrelse..

Egentlig i starten var det slet ikke så hårdt ment det hele, et råb om hjælp som jeg alligevel hver gang trak tilbage og sagde at ” jeg har det fint!” – hvilket jeg bestemt ikke havde.. jeg var ødelagt, jeg var ikke glad mere..
Min appetit forsvandt, og de dage jeg tvang mig selv til at spise .. der kastede jeg op, jeg vidste ikke selv helt hvad det handlede om, og når jeg var ked af det fordi jeg ikke havde spist eller havde kastet op.. så skar jeg mig selv, når jeg havde gjort det.. så fortrød jeg!
Men lige pludselig kunne jeg ikke længere mærke fortrydelsen..

Mine forældre var utrolig bekymrede, især da jeg begyndte at fortælle jeg faktisk ikke ønskede at leve mere.. jeg var så ødelagt, jeg var så alene, jeg var så.. ja helt fra forstanden og skruplende sindssyg, jeg havde faktisk slet ikke lyst til at leve.. det var ikke fordi jeg ikke havde lyst til at være en del af min familie og at jeg ikke elskede dem.. men det var det at skulle leve med det jeg havde oplevet, det kunne jeg virkelig ikke.
Jeg forsøgte ikke med selvmordsforsøg, for det kunne jeg ikke.. men jeg straffede mig selv utrolig meget! Lige indtil en dag, en dag vågnede jeg og havde følelsen af at nu skulle det være slut.. en alder af 17 år.. Nu skulle det være slut!! Hvem skulle de mennesker være der havde gjort mit liv så surt, at jeg skulle leve sådan her! Nul og niks.. Alt ændrede sig, jeg ændrede mig, til trods for at det var virkelig svært, så valgte jeg at det var mig der skulle styre mit liv, ikke dem! Det tog mig tid at lære at spise ordenligt, det tog mig tid ikke at skulle hive et barber blad frem, men hvor er jeg den dag i dag.. lykkelig og glad for at jeg ikke lod mig leve videre i undervægt, spiseforstyrrelse og Cutting.. for så ved jeg udmærket godt at jeg ikke havde været her den dag i dag og så havde jeg ikke haft min fantastiske datter.

I dag er jeg stadig tynd, jeg passer stadig de mindste bukser i butikkerne, men sådan er min krop, jeg æder på livet løs, har dog få gange haft tilbage fald, men ikke voldsomme tilbagefald, jeg træner for at få min krop til at vokse og for at jeg kan få former, jeg synes det er utrolig vigtigt at tænke på hvad ens fremtid har tænkt sig at byde, hvis man ikke ændre sit liv – hvad enten det er spise forstyrrelser eller psykisk. Jeg er glad for at jeg ændrede mit liv, ellers tør jeg ikke tænke på hvilken sorg jeg havde budt min familie.

image

 

Skriv en kommentar

  • Sofie

    Hvor er det sejt du deler din historie. Jeg bliver så vred over de mennesker der har behandlet dig sådan!! Og hvor er det sejt og lykkeligt at du tog kampen op for dig selv og bestemte over din egen fremtid! Jeg er pædagog og af erfaringer så er de mennesker der behandler andre folk sådan ofte nogle der selv har oplevet ubehagelige ting og gjort dem til dem de er. Ikke at man skal have empati med sådanne mennesker, men jeg kunne forestille mig du har tænkt hvordan de overhoved kunne finde på sådan noget, lige mod dig. Du har bare været et uskyldigt offer hvis liv blev præget af deres liv 🙁 jeg beundre så meget du kom igennem det og heldigvis, hvis man arbejder med tingene som du har gjort, kommer man stærkere ud på den anden side <3 jeg følger dig på Instagram, jeg har altid tænkt du var sådan en dejlig mor, så smuk og kærlig. Jeg kender dig jo overhoved ikke, men det er det du udstråler 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hudløs Ærlig.